Anklage mod statsminister Anders
Fogh Rasmussen,
udenrigsminister Per Stig Møller m.fl
for forbrydelser mod freden, mod menneskeheden og for krigsforbrydelser
Foreløbigt anklageskrift
Nürnberg-tribunalet erklærede anstiftelse af aggressionskrig
som den ultimative forbrydelse mod menneskeheden:
"At anstifte en aggressionskrig er ikke blot en international
forbrydelse; det er den største internationale forbrydelse,
som kun adskiller sig fra andre krigsforbrydelser ved at den i
sig selv rummer hele det akkumulerede onde."
Krigen mod Irak, som anføres af den amerikanske administration
med George W. Bush i spidsen er en aggressionskrig, ifølge
international lov.
"Aggression er en stats brug af væbnet magt mod en
anden stats suverænitet, territorielle integritet eller
politiske uafhængighed, eller på nogen anden måde,
som er uforenelig med FN's Charter",
hedder det i FN's generalforsamlings Resolution 3314, vedtaget
i kølvandet på Vietnamkrigen.
De eneste to undtagelser, hvor FN's charter tillader brug af væbnet
magt mod en anden stat er ved selvforsvar, eller når den
autoriseres af Sikkerhedsrådet.
Irak havde ikke invaderet noget andet land. Irak udgjorde ikke
en umiddelbar trussel mod USA, UK, Danmark eller noget andet land.
Sikkerhedsrådet gav aldrig grønt lys for krigen.
Bush, hans regering og hans allierede regeringer, indbefattet
Anders Fogh Rasmussens, har begået og begår den største
forbrydelse af alle mod freden og menneskeheden: aggressionskrigen.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen, udenrigsminister Per Stig
Møller og andre medlemmer af regeringen samt hærledelsen
anklages for forbrydelser mod menneskeheden, freden og sikkerheden
ved at deltage i en sammensværgelse før krigen mod
Irak for at udløse en aggressionskrig og for at deltage
i denne ulovlige aggressionskrig, der er gennemført i strid
med FNs charter og international lov.
Som partnere i den kriminelle Bush-regerings aggressionskrig mod
Irak holdes de også medansvarlige for de øvrige krigsforbrydelser
og forbrydelser mod menneskeheden, som den amerikansk-ledte krigskoalition
og dens marionetter har begået, og for støtte til
den amerikanske plan om verdensherredømme.
1) Statsminister Anders Fogh Rasmussen et al deltog
før den ulovlige aggressionskrig mod Irak i en international
sammensværgelse med henblik på at planlægge,
gennemføre og udløse denne krig, som krænker
FNs charter og international lov, med dansk deltagelse.
Herunder benyttede statsminister Anders Fogh Rasmussen sin stilling
som formand for EU's ministerråd op til den ulovlige krig
til at bidrage til dens gennemførelse.
Anders Fogh Rasmussen vildledte som en del af den fælles
plan for at udløse aggressionskrigen systematisk folketinget
og den danske befolkning.
Allerede før folketingets flertal havde truffet (den ulovlige)
beslutning om dansk deltagelse i den ulovlige aggressionskrig,
havde Anders Fogh Rasmussen og hærledelsen givet tilsagn
om dansk deltagelse til Bush-administrationen og beordret dansk
militær i aktion.
2) Statsminister Anders Fogh Rasmussen et al holdes ansvarlig for de krigsforbrydelser, der er begået af de danske styrker i Irak, herunder mord, tortur og mishandling af fanger og overdragelse af fanger til henrettelse og tortur.
3) Statsminister Anders Fogh Rasmussen et al holdes
medansvarlige for de krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden,
som er begået af USA og krigskoalitionen under den ulovlige
krig og besættelse, herunder
a. mere end 100.000 civile dødsofre, fortrinsvis kvinder
og børn, som følge af den militære vold
b. ødelæggelse og kollektiv afstraffelse af storbyer
og byer som Falluja og andre med ubegrundet brug af militær
magt; afskæring af vand- og elforsyning til storbyer
c. brug af ulovlige våben, indbefattet superbomber, klyngebomber,
bomber, missiler, granater og kugler med depleteret uran
d. systematisk ødelæggelse af den irakiske infrastruktur,
af økonomiske, sociale, kulturelle, medicinske, uddannelsesmæssige,
regerings- og diplomatiske faciliteter, ejendomme og institutioner
over hele Irak.
e. tortur og umenneskelig behandling af fanger som i Abu Ghraib-fængslet
og andre steder
f. indsættelsen af en 'overgangsregering' med en mangeårig
CIA-agent i spidsen, påtvingelsen af en ny forfatning og
forsøg på gennemførelsen af en styret valgproces,
som skal installere en regering, som vil lystre den amerikanske
regerings vilje og kommando.
4) Statsminister Anders Fogh Rasmussen et al holdes ansvarlige for at trodse og forhindre De Forenede Nationers fredsskabende muligheder og rolle
5) Statsminister Anders Fogh Rasmussen et al holdes ansvarlige for at arbejde for særlige begunstigelser og fordele for danske virksomheder som A.P. Møller-Mærsk i kraft af den ulovlige besættelse for at sikre kæmpemæssige profitter, mens krigen betales af skatteyderne og gennem udplyndring af det irakiske folk
6) Statsminister Anders Fogh Rasmussen et al holdes
ansvarlige for systematisk at udnytte, kontrollere, styre, manipulere,
misinformere og begrænse presse- og mediedækningen
og bevidst fremstille falske og vildledende informationer for
at opnå støtte til ulovlige danske militære
og politiske aktioner; og for at berøve det danske folk
viden, der er nødvendig for en oplyst meningsdannelse,
som er afgørende for den demokratiske proces og demokratiske
valg.
Disse forbrydelser har til følge at Anders Fogh Rasmussen,
Per Stig Møller et al må afsættes fra deres
embede og retsforfølges og dømmes ved en dansk eller
international domstol på basis af international lov.
15. november 2004
Bilag
Nürnberg-tribunalets charter
Artikel 6 (uddrag)
De følgende handlinger, eller hver enkelt af dem, er forbrydelser,
som falder inden for Tribunalets jurisdiktion, og for hvilke der
skal bæres et individuelt ansvar:
(a) Forbrydelser mod freden: nemlig planlægning, forberedelse,
indledning eller gennemførelse af en aggressionskrig, eller
en krig, som krænker internationale traktater, aftaler eller
garantier, eller deltagelse i en fælles plan eller sammensværgelse
med henblik på noget af det nævnte;
(b) Krigsforbrydelser: nemlig krænkelser af love eller sædvaner
for krigsførelse. Sådanne krænkelser rummer,
men kan ikke begrænses til, mord, mishandling eller deportation
af civilbefolkningen fra eller i besat område til slavearbejde
eller med noget andet formål, mord eller mishandling af
krigsfanger eller folk til havs, drab på gidsler, plyndring
af offentlig eller privat ejendom, vilkårlig ødelæggelse
af storbyer, byer eller landsbyer, eller ødelæggelse,
som ikke begrundes af militær nødvendighed;
(c) Forbrydelser mod menneskeheden: nemlig mord, udryddelse, slavebinding,
deportation og andre umenneskelige handlinger, begået mod
enhver civilbefolkning, før eller under krigen, eller forfølgelser
af politiske, racemæssige eller religiøse grunde
ved gennemførelse af eller i forbindelse med nogen forbrydelse
indenfor Tribunalets jurisdiktion, uanset om den krænker
det lands love, hvor den begås, eller ej.
Ledere, organisatorer, anstiftere og medskyldige , som deltager
i udarbejdelsen eller gennemførelsen af en fælles
plan eller sammensværgelse for at begå enhver af de
foran nævnte forbrydelser er ansvarlige for alle handlinger,
som foretages af en hvilken som helst person ved en sådan
plans gennemførelse