Anklageskriftet mod Bush
Fremlagt ved Krigsforbrydertribunalet i New York 26. august 2004
af Ramsey Clark
(tidligere amerikansk forsvarsminister)
5. august 2004
Dette anklageskrift anklager George W. Bush, Richard B. Cheney, Colin Powell, Donald H. Rumsfeld, John D. Ashcroft, Tommy Franks, og hans efterfølgere som øverstbefalende i Irak, George J. Tenet, L. Paul Bremer, III, John Negroponte og andre for at have begået Forbrydelser mod Freden, Forbrydelser mod Menneskeheden og andre kriminelle handlinger i strid med De Forenede Nationers Charter, international lov, De Forenede Staters forfatning og love, som er udledte heraf.
De forbrydelser, som de anklages for, er:
1. At udløse en aggressionskrig mod Iraks suverænitet
og dets folks rettigheder, hvor den militære vold har medført
titusinder af dødsofre og sårede blandt det irakiske
folk, fortrinsvis civile, og blandt amerikanske soldater. Aggressionskrig
defineres som 'den største internationale forbrydelse'
af Nürnberg-dommene.
2. At give grønt
lys for, opmuntre og sanktionere anvendelsen af overdreven magt,
in terrorem, taktikken betegnet som 'Shock and Awe', som har ramt
forsvarsløse civile og civile faciliteter, samt bombardementer
og angreb i flæng.
3. At give grønt
lys for og beordre brugen af ulovlige våben, indbefattet
superbomber, klyngebomber, bomber, missiler, granater og kugler
med forøget depleteret uran, og for at true med anvendelsen
af atomvåben.
4. At give grønt
lys for, beordr, tilsløre og sanktionere snigmord, summariske
henrettelser, mord, forsvindinger, kidnapninger og tortur.
5. At give grønt
lys for, finansiere, anvende og sanktionere ulovlig vold, magtanvendelse
og tortur brugt af højt betalte paramilitære civile
kræfter, som opererer anonymt og uden ansvar for deres handlinger
over for amerikanske vejledere, og som dræber, øver
tvang mod, kontrollerer og undertvinger den irakiske befolkning.
6. At give grønt
lys for, beordre og sanktionere den systematiske ødelæggelse
af økonomiske, sociale, kulturelle, medicinske, uddannelsesmæssige,
regerings- og diplomatiske ressourcer, ejendomme og institutioner
over hele Irak.
7. At give grønt
lys for, beordre og sanktionere handlinger, som er beregnet til
at splitte den irakiske befolkning for at skabe intern strid og
vold blandt større samfundsgrupper, etniske, religiøse,
politiske og økonomiske, med henblik på at svække
og udmatte befolkningen og bringe alle dele af den under en ny
surrogat-regerings kontrol, som er lydig over for amerikanske
ordrer.
8. At give grønt
lys for, påtvinge og opretholde en voldelig, kriminel militær
besættelse af Irak, som dagligt dræber forsvarsløse
irakere og opflammer den anti-amerikanske vrede over hele verden.
9. At trodse og forhindre
De Forenede Nationers fredsskabende muligheder og rolle gennem
unilaterale handlinger for at underminere dens mulige effektivitet
og samtidig fortsat tvinge og bruge FN til at følge den
amerikanske politik i Irak og andre steder, og for at tvinge og
lokke andre nationer til at støtte amerikansk politik og
handlinger i modstrid med international lov i FN's sikkerhedsråd
og imod Irak og andre nationer.
10. At foretage systematiske
handlinger for at undergrave og ødelægge internationale
love og traktater, som er udarbejdet for at forhindre og begrænse
krig, masseødelæggelsesvåben og destruktion
i flæng; for at begrænse antallet af soldater; for
at beskytte miljøet; for at forhindre den økonomiske
udbytning af fattige nationer; og for at gennemføre systematiske
handlinger for at forhindre retfærdighed ved at berøve
Den Internationale Domstol al styrke og gennem manipulation af
eller ved at trodse andre internationale juridiske og normsættende
organer, som kunne søge at drage USA til ansvar over for
international ret og det internationale samfunds flertals vilje.
11. At manifestere deres
fortsatte kurs mod verdensherredømme ved at beordre, anføre
og sanktionere det voldelige regimeskifte i Haiti i marts 2004
for at erstatte den uafhængige og folkevalgte demokratiske
præsident Jean Bertrand Aristide med en amerikansk-udvalgt
og amerikansk-kontrolleret ny Duvalier-type, hvilket skaber voksende
vold, hundreder af døde og yderligere forarmelse af det
haitianske folk.
12. At true nationers
suverænitet og uafhængighed, og for at handle for
at udskifte regimer, som nægter at bøje sig for amerikanske
krav om økonomisk underkastelse og politisk kontrol af
amerikanske firma- og regeringsinteresser, heriblandt i første
række Cuba, Iran, det delte Korea, Filippinerne, Syrien,
Sudan og Venezuela; og for at støtte Israels ulovlige besættelse,
tyrannisering og udvidede bosættelse af og i Palæstina
i krænkelse af De Forenede Nationer, international lov og
verdensopinionen; alt dette øger den internationale vrede
og vold mod De Forenede Stater og dets borgere.
13. At ødelægge
Iraks og dets folks uafhængighed, selvbestemmelsesret, kulturelle
integritet og kontrol med sine ressourcer ved at påtvinge
dem en overgangsregering med en mangeårig CIA-agent i spidsen,
som udøvede vold mod irakiske civile for USA i 1990'erne;
og for manipulerende tiltag for at påtvinge en ny forfatning,
som er udarbejdet af og installerer en ny regering, der vælges
ved en styret valgproces, og som vil lystre den amerikanske regerings
vilje og kommando.
14. At tilrane sig de
krigsbeføjelser, som i forfatningen er delegeret til Kongressen,
for at gennemføre aggressionskrige og andre ulovlige militære
aktioner; og for at forsøge at fylde de føderale
domstole med dommere, som er tilhængere af ideologier, der
er i strid med De Forenede Staters forfatning, for at sikre sig
juridiske beslutninger, som støtter disse ideologier.
15. At systematisk svække
grundlæggende menneskerettigheder globalt og USA's forfatnings
Bill of Rights i USA selv og for at gøre det muligt for
amerikanske styrker ulovligt at pågribe individer i 100
lande, indbefattet amerikanske borgere, og arrestere tusinder
af udlændinge i USA og tilbageholde dem, transportere dem,
torturere mange og nægte alle adgang til domstole for at
fastslå lovligheden af sådanne pågribelser,
arrestationer og behandling.
16. At gøre Guantánamo
til et symbol på den amerikanske magt til at fængsle
og mishandle personer på et fremmed suverænt lands
- Cubas - jord, mod dettes vilje, og for at forkynde amerikansk
foragt for menneskerettigheder ved at vise dets magt til vilkårligt
at pågribe, indespærre og mishandle personer uden
at afsløre, hvem de er, anklagerne mod dem, eller hvad
deres fremtid vil være, ved at anbringe amerikansk magt
over alle love, internationale som nationale, og uden for alle
domstoles rækkevidde, indbefattet de amerikanske.
17. At give økonomiske
fordele til begunstigede selskaber og forretningsinteresser for
at udvinde enorme profitter i såvel økonomiens krigs-
som fredelige sektor fra det forarmede Irak og fra amerikanske
skatteydere.
18. At systematisk udnytte,
kontrollere, styre, manipulere, misinformere og begrænse
presse- og mediedækningen og bevidst fremstille falske og
vildledende rapporter for at opnå støtte til amerikanske
militære og politiske aktioner; og for at berøve
det amerikanske folk viden, der er nødvendig for at udvikle
en oplyst meningsdannelse, som er afgørende for demokratiske
processer og valg.
19. Alt sammen med det
formål at dominere, kontrollere og udbytte Irak og andre
nationer, der ikke makker ret, gennem militærmagt og økonomisk
tvang.
Ud over at stå fuldt ud til regnskab for de ovennævnte forbrydelser, og fuld skadeserstatning til ofrene, udgør disse "High Crimes and Misdemeanors" ("Statsforbrydelser", KP) ifølge artikel II, sektion 4, i de Forenede Staters forfatning, og kræver at deltagende amerikanske civile embedsmænd afsættes fra deres embede efter rigsretssag og dom for deres handlinger.