De Forenede Staters globale militære korstog
(1945-2003)

Af Eric Waddell

Nedenstående tekst blev bragt i Global Outlook nr. 6, vinteren 2004
www.globalresearch.ca

De Forenede Stater har, direkte eller indirekte, angrebet omkring 44 lande over hele verden siden august 1945, i nogle tilfælde mange gange. Det angivelige mål for disse militære interventioner har været at fremkalde "regime change". "Menneskerettigheder" og "demokrati" blev tilbagevendende påkaldt som skalkeskjul til retfærdiggørelse af, hvad der i virkeligheden var ensidige og illegale handlinger.

De Forenede Staters formål er at beskytte og styrke nationale interesser snarere end at skabe en bedre verden for hele menneskeheden. Det er en "imperial grand strategy" af globale dimensioner med sigte på at sikre ubegrænset og uhindret adgang til
strategiske resourcer, især energi, og til markeder. I stedet for at etablere en direkte kolonial tilstedeværelse er den foretrukne strategi at skabe satelit-stater, og dette kræver konstant og ofte tilbagevendende militære interventioner i lande over hele verden uanset deres politiske regimer.

Demokratisk valgte regeringer er ligeså meget i farezonen som diktaturer. I de senere år har der været en stigende tendens til at øge sådanne direkte indblandinger eftersom færre af disse lande er forberedte på at fungere som villige allierede. Faktisk tyder begivenheder i 2003 på, at antallet af ubetingede og magtfulde amerikanske allierede nu er reduceret til tre: Storbritannien, Australien og Israel. Den amerikanske
strategi er overalt hvor det er muligt kendetegnet ved invasion og insættelse af venligtsindede (marionet) regeringer. Opmærksomheden fokuseres fortrinsvis på relativt små og svage lande, hvor målet er at opnå en hurtig sejr.

Kortet (på s. 28-29) afslører at eksklusiv dominans af verden involverer henholdsvis:

(i) direkte militær intervention med atombomber eller konventionelle bomber og missilers,
(ii) direkte militær intervention med sø- eller landstridskræfter.
(iii) indirekte militær intervention via kommando operationer og
(iv) trussel om anvendelse af kernevåben.

Stort set kan tre historiske faser identificeres:

- 1945-49: De amerikansk-sovjetiske kamp om europæisk herredømme, der mundede ud i stabiliseringen af grænsen mellem de to blokke og oprettelsen af NATO;

- 1950-89: Den egentlige kolde krig og, i sammenhæng med denne,tilsynekomsten af den alliancefrie gruppe af lande;

- 1990 og frem: Krigen efter den kolde krig.

Den første periode var kendetegnet af en betydelig grad af amerikansk militær intervention i Europa, den anden af problemer med at begrænse den kommunistisk blok indenfor dens grænser og at forhindre opkomsten af pro-kommunistiske regimer andetsteds i verden, og den tredje fokuserede på at vinde kontrol over de tidligere sovjet-republikker og det oljerige Mellemøsten. Mellemøsten, Sydøst Asien og Carib- bien/Central Amerika viser sig at være de regionale interesse- områder gennem hele perioden efter 2. verdenskrig.

Det indiskutable forsvar for og fremme af "the American way of life" i kraft af globale militære interventioner tog form i de sidste måneder af 2. verdenskrig, og det gjorde sig gældende under store omkostninger for resten af verdens befolkning. Selvom Tyskland kapitulerede i maj 1945 og de Forenede Nationer blev dannet i den følgende
måned, valgte USA ikke desto mindre at bruge atomvåben for at tvinge Japan i knæ. Nedkastningen af to atombomber, hhv. over Hiroshima og Nagasaki i august i dette år resulterede i omkring 150.000 øjeblikkelige dødsfald og titusinder af sårede. (se s. xx.). En sådan atom-terrorisme blev hurtigt fordømt af det internationale videnskabelige samfund og ingen anden nation har taget tilflugt til brugen af sådanne masseødelæggelsesvåben. USA vifter imidlertid hyppigt med truslen om at vende tilbage til dem, mens de under Bush er blevet genindsat som en integreret del af
den nationale debat. (se article p.). Men historien ender ikke med atomvåben, for USA har også gennem det forløbne halve århundrede brugt kemiske og biologiske våben i dets søgen efter global dominans med f.eks. brug Agent Orange (afløvning)i Viet Nam og blue mold, cane smut, afrikansk svinefeber, m.v. i Cuba. Alle den slags masseødelæggelsesvåben er en integreret del af landets arsenal.

I denne sammenhæng fortæller kortet over amerikanske interventioner siden 1945 (s. xx) kun en del af historien. Mens landets globale rækkevidde åbenlys, er omfanget af militær vold ikke fuldt ud afsløret. Op til 1.000.000 mennesker blev dræbt i CIA´s
kommando-operation i Indonesien i 1967 i, hvad der iflg New York Times var "en af de
mest brutale massenedslagtninger i moderne politisk historie". Andre 100.000 blev dræbt i Guatemala i det CIA-organiserede kup. Og kortkommentarerne nævner ikke militære interventioner, hvor USA spillede en støttende rolle (f.eks. Ruanda og Congo i 1990´erne) til forskel fra en ledende rolle, eller hvor amerikanske våben blev anvendt af nationale militærstyrker, som Øst Timor, hvor i de hænderne på det indonesiske militær var ansvarlig for 200.000 menneskers død fra 1967 og frem.

Interessant nok var det i henseende til den internationale våben handel præsident Reagan, der bekendtgjorde, at "USA betragter overførslen af konventionelle våben ... som en essentiel del af sin globale forsvarsholdning og en ufravigelig komponent af sin udenrigspolitik."

Det amerikanske imperium kender ingen grænser. Dets mål er politisk og militær dominans over verden. Under det amerikanske system for global kapitalisme er behovet for energi og andre vitale resourcer ubegrænset.

Amerika´s "road map to Empire" blev ikke formuleret af Bush administrationen, som nogle kritikere synes at mene. Faktisk er der meget lidt der er "nyt" ved "Project for a New American Century". Der er blot det, at efterkrigs-retorikken om menneskerettigheder og social og økonomisk udvikling er nedtonet for blive afløst af den primære optagethed af global overlegenhed i kraft af militær styrke. Det
imperiale projekt blev skitseret umiddelbart efter 2. verdens- krig. Det var en del "Truman doktrinen", der blev formuleret i 1948 af George Kennan, Director of Policy and Planning i det amerikanske udenrigsministerium:

"Vi har 50% af verdens velstand men kun 6.3% af dens befolkning ... I denne situation kan vi ikke undgå at blive genstand for misundelse og bitterhed. Vores virkelige opgave i den kommende periode er at angive et mønster af relationer, som kan gøre det muligt for os at opret- holde denne tilstand af ulighed. Vi burde holde op med at tale om at øget levestandard, menneskerettigheder og demokratisering. Den dag er ikke fjern, hvor vi bliver nødt til at fungere på grundlag af direkte magtbegreber. Jo mindre vi til den tid er hæmmet af idealistiske slogans, jo bedre."

Eric Waddell er professor i geografi ved Laval University.

Oversættelse: Hans Pendrup