Jeg anklager...

Jeg anklager...

af Villy Søvndal
01.09.2005

Kronik i Kristeligt Dagblad 1.9.05

Mens truslen om terror og den reelle terror er rykket tættere på Danmark - ikke mindst som følge af den danske deltagelse i Irak-krigen - har den amerikanske præsident George W. Bush fortalt en sørgende og vrede mor til en dræbt amerikansk soldat, at vi ikke i vores livstid skal forvente svar på, om Irak-krigen kan kaldes en succes. Det rejser nogle nye spørgsmål til også den danske regering og den del af befolkningen som hidtil har støtte den danske krigsdeltagelse. For uanset krigsgrundlaget og uenigheder om både mål og midler, står det nu helt centralt at få svar på, om Danmark skal blive i Irak - også efter vores levetid? Og var det, hvad Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller havde stillet Folketing og befolkning i udsigt, da de traf den fatale beslutning? Og er sandheden ikke den, at vi for længst har overskredet det punkt, hvor man med rimelighed kan forsvare en fortsat tiltro til projektets gennemførelse, og at dét der afholder regeringen fra at kræve tropperne hjem er lige dele spejderagtig og helt misforstået loyalitet mod Det Hvide Hus - og et meget stort ubehag ved at tabe ansigt til den danske venstrefløj og den danske krigsmodstand, som hele tiden har advaret mod de perspektiver som nu er tragisk realitet?

Den 7. juli, bedst som både journalister og politikere troede at agurketiden havde endelig overtaget efter jordbærsæsonen, ramte 4 bomber i hjertet af London. Bedst som alle troede at vi befandt os i et nyhedsvacuum mellem Bush's besøg i Danmark og den nye Harry Potter-bogs udgivelse, sprang 4 bomber i London. Så kort er afstanden mellem ro og ragnarok. Så kort er der mellem tryghed og terror.

Kan man bygge et demokrati på sand? Svaret er "Nej". Kan man bygge det på løgne? Kan man opretholde et demokrati når man systematisk eroderer dets fundament? Svaret er "Nej". Kan man kalde sig et demokrati, når dem der siger sandheden eller stiller de kritiske spørgsmål forsøges miskrediteret, slæbes i retten eller nægtes hæderlige svar? Svaret er "Nej".

Den danske regering og dens ultrahøjreorienterede slæng af et støtteparti har med accepten af løgnen fra Det Hvide Hus også gjort Danmark til et terrormål. I stedet for at Danmark besindigt kunne bidrage til en del af løsningen på verdens terrorproblem, er Danmark blevet en del af problemet. Og dermed er vi også blevet et mål. Et mål for terror.

Jeg anklager derfor regeringen og Dansk Folkeparti for deres larmende accept og kolportering af usandhederne om nødvendigheden af Irak-krigen. Den usandhed som desuden har medført brug af tortur, napalm, klyngebomber og den larmende accept af, at krigsforbrydere nu gør tjeneste for de private sikkerhedsfirmaer der opererer i Irak for de penge der skulle bruges på genopbygning. Denne krig er en hån mod enhver demokratisk ambition! Og dermed er vi nu ikke alene truet fra vanvittige terrorister - vi er også truet på vores eget demokrati og på vores egen moral.

Jeg anklager derfor regeringen og Dansk Folkeparti for deres grænseløse hykleri, når de vil bygge et demokrati i Irak på lige dele ørkensand - og usandhed. Jeg anklager derfor regeringen og Dansk Folkeparti for deres kynisme, når de hævder at de er demokratiets sande korsfarere, mens demokratiet blev vingeskudt i FN frem til Irak-krigen og mens det ene overgreb efter det andet finder sted i Irak hver dag. Jeg anklager en regering der støtter et USA, som forsøger at forhindre nye billeder af tortur og ydmygelser fra Abu Ghraib-fængslet, fordi for megen opmærksomhed om metodernes bestialitet og dehumanisering kan gøre det yderligere farligt at være soldat i Irak. Cencur og knægtelsen af ytringsfrihed, trykkefrihed og borgeres mulighed for tilsyn med statsmagtens gøren og laden sker nu i USA med en dansk regerings tavse billigelse.

Jeg anklager også regeringen og Dansk Folkeparti for deres hykleri, når de vil fremstå som Iraks befriere, mens dem der har afsløret eller forsøgt at afsløre maskespillet bliver sendt i retten, som det sker for den tidligere efterretningsagent Frank Grevil. Eller når krigsmodstandere bliver forsøgt slået i hartkorn med Saddam Hussein eller nægtet svar på deres kritiske spørgsmål, som det gælder for Enhedslisten og SF og for en lille håndfuld kritiske journalister, som regeringen symptomatisk nok også nægter at mødes med, endsige nægter at give svar på deres kritiske spørgsmål.

Ikke alene er Irak længere fra fred og demokrati end nogensinde. Det er med den danske regerings og Dansk Folkepartis mellemkomst, at både den internationale retsorden og dansk demokrati er blevet sat tilbage. Som om dét skulle udbrede demokratiet! For dét anklager jeg regeringen. For dét anklager jeg Dansk Folkeparti.

Alt dét, for usandheder der nu har vokset sig så enorme, og som alligevel ikke er nær store nok til at kunne styre de uhyggelige kræfter den satte i gang og forstærkede. Indicierne for at Pentagon havde forkastet en exit-plan for Irak var kendt allerede inden krigen. Et stort militærakademi havde udarbejdet en rapport der blev lækket før krigen, og som stærkt advarede mod krigen - dels fordi den betvivlede grundlaget - dels fordi den anså det for usandsynligt af freden kunne vindes! Amerikanske ambassadører fra hele verden lavede en fælles erklæring som både betvivlede det substantielle og det moralske i Det Hvide Hus' og Pentagons bedrag.

For dét anklager jeg ikke bare regeringen og Dansk Folkeparti for at burde vide bedre. Hér anklager jeg også de danske medier, som med få undtagelser slet ikke fulgte med i optakten til Irak-krigen. Som slet ikke refererede de mange kritiske og skeptiske røster. Og som kun i mindstemål selv leverede kritisk og magtudfordrende journalistik.

Og jeg anklager de danske medier for deres stiltiende accept af, at vi har en regering som har gjort Danmark til et terrortruet land, uden at de for alvor udfordrer regeringsmagtens og Dansk Folkepartis beslutning. Nu er vi overladt til overbud i overvågningstiltag - tiltag som intet forebygger, men som giver både stat og visse brancher vind i sejlene.

Den danske regering har udvist en fatal mangel på sikkerhedspolitisk og udenrigspolitisk dømmekraft. Jeg tror regeringen vidste bedre. Jeg tror den bevidst vildledte både befolkningen og Folketinget. Dette er, tro mig, ikke et spørgsmål om fodnoter eller landets omdømme i en kreds af allierede. Dette er ikke optakten til en alenlang historisk udredning om samarbejdspolitikken eller venstrefløjens rolle under den kolde krig. Det er en kulegravning af historien, som den udspiller sig for øjnene af os. Så ansvaret kan placeres dér, hvor det hører hjemme! Og ikke først i historiebøgerne mange år fra nu. Har regeringen og Dansk Folkeparti modet og ærligheden til dette? De har ikke haft det hidtil!

Bush har erkendt, at det ikke bliver i vores levetid vi får svar på, om Irak-krigen var en succes eller ej. Men vi skal ikke vente en hel levetid på, at få svar på om Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller argumenterede for den danske krigsdeltagelse ud fra deres fulde kendskab til informationer, dokumentation og indicier forud for krigen. Og vi bør ikke vente en livstid for at få svar på, om hverken befolkning eller Folketing med rimelighed kan være blevet stillet i udsigt at vi skulle være i Irak på ubestemt tid. Og vi skal ikke vente en livstid på at få svar på om det tjente nationens interesse at gøre Danmark til et terrormål.

Derfor også en sidste ting: Hvis Radikale og Socialdemokratiet var gået helhjertet ind i kritikken af og modstanden mod krigen i Irak, havde vi ikke stået i denne situation nu. Det er slaphed fra oppositionens største partier, der har muliggjort at Statsministeren har kunnet slippe så nemt afsted med den vanvittige krig i Irak. Demokrati hviler på principper og idealer. Korrumperes disse, falder hele bygningen. Det glemte regeringen Fogh da den tilsidesatte demokratiet og gik i krig i Irak. Og dét er den største af alle dødssynder i den kirke vi kalder demokratiet. For dét anklager jeg regeringen og for dét anklager jeg tavsheden.