Menneskehedens flertal havde ret vedrørende Irak

15. februar 2006 -En stemme fra USA

Af Mike Marqusee

Originalartikel

For tre år siden var verden vidne til noget uden fortilfælde. På en og samme dag gik 30 millioner mennesker på gaden ­ i 900 byer i 40 lande fra nord til syd ­ i protest mod det forestående angreb på Irak. Der var demonstrationer i Moskva, Karachi, Dhaka, Manila, Johannesburg, Cairo, Kinshasa, Tel Aviv, blandt mange andre, men de største fandt sted i de krigsforberedende lande. Marcherne i UK, Spanien, Italien og Australien var måske de største i landenes historie.

15. februar 2003 var jeg så heldig at befinde mig i New York. Her i den by, hvis lidelser 11. september havde været påskud for den eskalerende krig mod terror, trodsede en halv million mennesker frostgrader og et fjendtligt politi for at vise deres uenighed, deres vrede og deres håb. De var så mangfoldige som byen selv, hvad angår race, alder, køn og arbejde. Og det fremgik klart af talerne og fra mængdens bemærkninger, at de protesterende newyorkere var glade for protestens verdensomspændende karakter. De vidste, at de udgjorde en del af menneskehedens flertal.

Der havde før været internationale protester, men ved disse lejligheder var en deltagelse på nogle få tusinde i en halv snes byer en succes. Den 15. februar var noget andet, både i forhold til deltagerantal, geografisk udbredelse og i virkningen på den offentlige bevidsthed.

Alligevel fortsætter krigen i Irak tre år senere, og demonstranternes frygt er mange gange blevet til virkelighed. Den amerikansk-britiske invasion afslørede ingen masseødelæggelsesvåben, men kastede millioner af irakere ud i større nød end nogensinde, hvorfor 82 pct., af irakerne ifølge en måling fra det britiske forsvarsministerium vil have en hurtig afslutning på besættelsen. Irakerne har gennemlevet tre års lovløshed, strømafbrydelser, manglende vandforsyning, menneskeretskrænkelser (titusinder fængslede uden anklage, mange tortureret), økonomisk sammenbrud, flere sygdomme og dødelig vold.

Bush selv indrømmede, at han mente, at der indtil nu var dræbt 30.000 irakere i konflikten. En nylig statistisk undersøgelse offentliggjort i det amerikanske magasin Counterpunch med udgangspunkt i data indsamlet i 2004 af forskere fra Johns Hopkins Universitet konkluderer, at det bedste skøn over døde som resultat af invasionen og besættelsen indtil i dag når op på 183.000.

Selv Pentagons fremstilling antyder død og ødelæggelse i enormt omfang. En kongresrapport siger, at i anden halvdel af 2005 blev der i gennemsnit dræbt 60 irakere om dagen ­ en stigning med 50 pct. i forhold til året før. I samme seks måneders periode gennemførte amerikanske styrker mere end 400 luftangreb med bombefly, gunships og ubemandede droner. Siden marts 2003 havde 3. Marine Aircraft Wing alene nedkastet mere end 500.000 tons eksplosiver over Irak, sammenlignet med de to millioner ton, som blev nedkastet af alle amerikanske styrker under hele Vietnam-krigen.

Talløse rædsler har ledsaget konflikten. Plyndringen og ødelæggelsen af Iraks (menneskehedens) urgamle arv. Bølgen af bortførelser og mord, som har kostet mere end 250 af landets førende undervisere og videnskabsfolk livet. Hundrede journalister dræbt enten af besættelsesmagten eller modstanden. Udplyndringen af de irakiske bankværdier af korrupte embedsmænd og multinationale selskaber. Udhulingen af kvindernes rettigheder.
Besættelsesmagten har proklameret det ene vendepunkt efter det andet. Men trods folkeafstemninger og valg, forfatninger og regeringer og high-tech-massakrerne på påståede oprørscentrer som Fallujah, Tal Afar, Samarra, Al-Qa'im, Haditha, Ramadi og Husaybah fortsætter krigen, og irakernes selvbestemmelse er stadig et syn langt ude i fremtiden.

Centralregeringens aftryk er ubetydeligt, og dens autoritet er afhængig af de 180.000 fremmede tropper, USA står i spidsen for. Samtidig har besættelsesmagtens del og hersk-strategi (den eneste, som er tilbage i deres arsenal, da det blev klart, at flertallet af befolkningen, uanset om de brød sig om at slippe af med Saddam Hussein, ikke bød deres tilstedeværelse velkommen) udløst religiøse stridigheder og drevet det irakiske samfund faretruende tæt på borgerkrig.

Et fælles tema for talerne ved demonstrationerne den 15. februar var, at angrebet på Irak ville øge den jihad-terrorisme, som den angiveligt ville bekæmpe. Det er bevist ­ i Irak, London og andre steder.

I græsk mytologi var det Kassandras tragedie, at hun kunne skue fremtiden, men ingen troede på hendes forudsigelser. Demonstranternes tragedie var, at næsten alle troede på deres forudsigelser, men uanset det fortsatte de herskende katastrofekursen.

De endnu tilbageværende tilhængere af den oprindelige invasion argumenterer med, at alt dette trods alt er bedre end Saddam Husseins styre. Mange i Irak er uenige, men under alle omstændigheder: Hvad er det for en målestok? For de døde, sårede, forarmede og misbrugte kommer en sådan kalkule aldrig til at stemme.

I USA og UK er flere folk bredt enige i, hvad demonstranterne sagde for tre år siden, men der er færre, som protesterer. Ironisk nok er en af årsagerne til faldet i antallet på gaderne den 15. februars enorme succes og den efterfølgende følelse af fiasko. Den rekordstore deltagelse hindrede ikke USA og UK i at gå i krig. "Vi protesterede i kæmpestort antal, i et antal som aldrig nogensinde før, og alligevel gjorde det ingen forskel," siger folk i London. "De lyttede ikke. De lytter aldrig. Så hvorfor protestere igen?"

Det er faktisk alt for tidligt at bedømme den langsigtede betydning af, hvad der skete den 15. februar 2003. Folk, som deltog i de indiske ikke-samarbejds- og civil ulydigheds-kampagner i 20'erne og 30'erne, måtte vente længe på swaraj. Der var otte års protester og mere end to millioner døde, før Vietnam-krigen sluttede.

Mange demonstranter, som håbede at forhindre invasionen af Irak, undervurderede sikkert, hvad de var oppe imod: ikke bare en amerikansk slyngel-præsident, men verdens eneste supermagt, som var vant til at skabe en verdensorden med ekstrem ulighed til sin egen fordel. Hvad den 15. februar på spektakulær vis demonstrerede, var, at der findes en folkelig internationalisme, som var vokset frem i skyggen af den elite-drevne globalisering.

Hvorvidt og på hvilken måde dagen vil blive husket i fremtiden, vil afhænge af, hvordan styrkeprøven mellem disse to udvikler sig.

Mike Marqusee er forfatter til ' Wicked Messenger: Dylan in the 1960es' og 'Redemption Song: Muhammed Ali and the Sixties'.