Ved Thomas Koppels bisættelse

af Michala Petri

Christians Kirke, Christianshavn
Lørdag den 11. marts 2006

Som det første i det smukke program, der er lavet i dag, vil Hannibal og jeg spille et uddrag af Neles Danse, som Thomas skrev for femten år siden, og som er skrevet over en kærlighedshistorie fra middelalderen. Et stykke jeg aldrig har spillet uden at have Thomas og Annisette i tankerne.

Men forinden vil jeg gerne sige nogle ord om Thomas. Der er sagt mange smukke, stærke og sande ord om Thomas de sidste uger ­ jeg vil sige lidt om hvad han har betydet for mig ­ et enkelt menneske blandt mange.

Vi ved alle sammen hvilken fantastisk person Thomas var - varmhjertet, kærlig, entusiastisk og fuldstændig kompromisløs når det gjaldt om at bruge sig selv for at hjælpe dem der havde brug for det. Det sagde hans indre stemme at han skulle, og det fulgte han ­ det lysende eksempel beundrede jeg så kolossalt, og det vil jeg komme til at savne dybt.

Thomas var for mig et menneske der rummede alt, også mange ting der tilsyneladende var modsætninger. Han var ydmyg i sin væremåde, men kendte sit værd og lod sig ikke udnytte. Han var barn når han glædede sig over små ting, og voksen når det gjaldt om at handle. Han var åben når det gjaldt om at tage imod og omsætte det der var godt, og lukket når det gjaldt om at lukke kyniske tanker ude. Han gav sig tid og forcerede ikke tingene ­ og samtidig kunne han være lynhurtig med intelligente, rammende og humoristiske kommentarer. Han kunne rumme både det mindste og det største ­ han kunne betages af den enkelte lille bitte skæbne, og samtidig havde han det store overblik når han talte om politik, og udtrykte så klokkeklart, rent og stærkt hvad mange af os føler. Altid så det var til at forstå for alle ­ for de største kunstnere kan sige tingene enkelt, og har ikke brug for en masse staffage. Det samme i hans musik - hver lille detalje var gennemarbejdet, og samtidig havde han konstant kontakt til den indre sammenhæng og den store form.

Thomas var mest kendt for den side der havde den brede appel ­ og det var godt, for det betyder at mange fik lært hans univers at kende, og blev rigere af det. Men han var også i allerhøjeste grad en klassisk komponist af meget stort format - højt respekteret af de fineste musikere og dirigenter rundt om i verden. .Jeg har altid mærket den særlige virkning hans musik havde, både mens jeg spillede den, og efter koncerterne, når folk prøvede at sige på forskellige måder hvor glade de var for netop Thomas stykke. Jeg vidste altid hvad det var de mente, for jeg følte det samme selv . Det, som alle forsøgte at udtrykke på hver deres måde var hverken ros eller anerkendelse ­ men taknemmelighed. Over at de havde hørt - ikke bare var musik, men formidling af medmenneskelighed. Det var altid tydeligt at Thomas musik rørte ved folk på et meget dybt plan. Med en naturlighed og en oprindelig kraft, som gjorde at kunstige skel blev ophævet, så vi alle følte os lige og kunne samles i glæde over musikken og i fællesskab om det at være mennesker. Jeg kender ingen komponist der har kunnet formidle dette til alle, både højtuddannede og folk der måske var til koncert for første gang, i en grad som Thomas - hans musik var også i den forstand grænsenedbrydende. I hans liv hang tingene jo sammen ­ der er mange , som lever for deres kunst, og glemmer verden, og der er mange som husker verden og går på arbejde og spiller en gang imellem. Men jeg kender ingen, der har været deres kunst, og omvendt: hvis kunst har afspejlet hvem de var, i en grad som Thomas. Det gør at Thomas vil leve videre i sin musik fordi han i så høj grad også var den. Og det gør at hans musik er så stærk, fordi alle kan mærke noget helt andet.

Thomas var jo så rummelig. Han rummede alle, som var i kontakt med den levende del af sig selv. Og i fuld overensstemmelse med hans ønske om at omsætte og være en del af verden, så tror jeg at fordi han kunne rumme alle, så rummede alle også ham - fordi de gennem musikken mærkede den forbindelse til de vigtige ting i livet, som Thomas gjorde så meget for at holde både sig selv og andre fast i .

Thomas formåede det, vi alle forsøger som kunstnere og mennesker med større eller mindre held ­ at få tingene til at hænge sammen ­ det indre og det ydre ­ indhold og form ­ musikken i en anden verden og livet her i verden. Han fik lov at gøre en stor forskel, både på det ydre plan i sit politiske, og på det indre plan, hvor han med musikken ramte mange, som forstod ting man ellers har svært ved at udtrykke. Og midt i sorgen over at Thomas døde alt for tidligt, og i det savn der kommer fremover i en verden der har hårdt brug for mennesker som ham, fornemmer jeg spinkelt hos mig selv en taknemmelighed på Thomas vegne over at det liv han havde, var så rigt lige til det sidste ­ ikke fordi han fik anerkendelse og succes, men fordi han gennem hele livet fik lov til at bruge sig selv, til at være sit eget udtryk. Og taknemmelighed over at han var i stand til det, fordi han sammen med dig, Annisette kunne være så meget den han var, fordi Du er så meget den Du er. Jeg håber at de mange fantastiske år og oplevelser som I nåede at få sammen vil give dig, og børnene styrke til at komme gennem den næste tid. Vi er mange som vil hjælpe så godt vi kan. Og vi er mange der vil gøre hvad vi kan for at bære vores dybe taknemmelighed til Thomas videre på hver vores måde.