Home

 

 

Fredaktivisten og græsroden Ulla Røder har denne kommentar op til demonstrationerne den 3. oktober ved folketingets åbning, der gennemføres under parolen 'Velfærd til alle'

Krig æder velfærd

Først arbejder vi og betaler skat til krigene. Dernæst må vi arbejde dobbelt til det halve i løn ­ angiveligt for at bevare velfærden.

Krigsmateriel produceres for penge der hentes hjem via vores skatter og firmaers investeringer. Militærets køb af våbenfirmaernes produkter betales af de offentlige kasser. Borgerne lægger både arbejdskraft og skattekroner på bålet. Herved får våbenfirmaet en god sjat fortjeneste, som kan geninvesteres i nye våben. Dødsspiralen holdes i gang.

Krigsmateriel brænder bogstaveligt talt op på slagmarkerne, resten bliver lynhurtigt forældet og destrueres. At købe våben kan sammenlignes med at smide sin løn ind i pejsen derhjemme.
Militæret lever af krige; mulige fordi vi borgere vælger at støtte regeringens prioritering af militære indkøb. I demokratiets navn accepteres det, at vores skattekroner brændes op i regeringens terrorkrige, frem for at bidrage til den sociale, uddannelsesmæssige og kulturelle velfærd.

 

I kølvandet på krig opstår fattigdom. Hver gang en arbejder bruges i våbenproduktionen eller bliver sendt i krig, forsvinder en arbejdskraft, der kunne udføre en nyttig og samfundsgavnlig produktion.

I krigstid må den resterede arbejdsstyrke sætte tempoet op. Når tempoet er nået et vist punkt, hvor den menneskelige ressource er presset til det yderste, begynder de første reelle problemer at opstå for statsmagterne. For nu skal de til at vælge: I første omgang vælger man at sælge ud af statens omkostningskrævende services, og privatiserer sundhedsvæsen, ydelser til uddannelsesinstitutioner, transport, el og vand. Efter et stykke tid opdager man, at privatisering alene ikke mætter militærets umættelige gab. Hvis folk samtidig må skære ned på deres forbrug, vil der blive endnu mindre indbetalt i skat til dækning af militærets budgetter. Derfor ender pengene til krigsinvesteringer med efterfølgende at blive lusket ud af andre offentlige kasser, eller ved afgiftsforhøjelser og gebyrer på tidligere gratis offentlige ydelser.
Så begynder 'borgerkrigen' i by og land for alvor. Under anden verdenskrig blev der udstedt rationeringskort. Den krig varede 5 år, og folk måtte nødtvungent finde sig i rationeringerne. At bombe os tilbage til sådanne tider, er der vel ingen politikere ved deres fulde fem, der blot tør antyde i en velfærdsstat.

Men krigen mod terror skal vi betale i det uendelige. Prisen er vores velfærd. Terrorkrigen har opslugt en masse arbejdskraft, har krævet en masse privatiseringer og skabt dybe indhug i en række offentlige ydelser. Den har formået at få den resterende arbejdskraft til at løbe groft sagt dobbelt så stærkt for meget mindre i løn.

 

Den eneste vare, der ikke mangler her i verden, er mennesker. Efterhånden som arbejdskraften er udslidt, hentes de fattigste folk fra de 'befriede' områder østpå. De fortsætter ræset uanset hvor ussel lønnen er. De accepterer arbejde og lønninger, som borgere i 'velfærdsstater' aldrig vil løfte en finger for. Disse importerede lønslaver har intet valg. Det handler om overlevelse for dem. Der blev lokket med guld og grønne skove. De nedbrød muren, men måtte hurtigt sande, at deres mure i var blevet erstattet med en trædemølle, hvor de kan få lov at løbe lige så stærkt, de vil, uden at komme nogen vegne. Det samme gælder for en anden af krigenes omkostninger: flygtningene. De er i fare, uvelkomne, og kan bydes hvad som helst. Paria'er. Krig æder velfærd. Når vi kræver velfærd til alle, betyder det derfor også: Stop for krig!